søndag den 2. oktober 2011

13 ting....du ikke behøver tro på!

Sandheder fra en løgner, en bog af Julia Lahme, byder på løgne i forskellige afskygninger, og fra forskellige "faser" i livet. - En "fase" byder på en bonusrunde med 
"13 ting modebranchen har forsøgt at bilde dig ind" - De 13 ting napper vi liiiige med her:

Modeløgn #1. Der findes også et par jeans til dig
Den bareske sandhed er, at NEJ det gør der ikke. Ikke nødvendigvis. Det er faktisk ikke sikkert, at du ser pæn ud i jeans, hvis du har virkelig meget appelsinhud ned af lårene, hvis dine knæ hænger i deller, eller hvis du har en røv så stor som indgangen til en flyhangar på Amager!

Modeløgn #2. Du skal bare finde din helt egen stil, så kører det
Nej, det skal du ikke nødvendigvis. Hvis du f.eks. har vildt dårlig smag, kan det betale sig at alliere sig med en professionel. Goth er bare ikke lækkert til damer på 45. Det er det altså ikke!



Modeløgn #3. Du MÅ bare eje sæsonens musthaves
Nej. Det behøver du ikke. Du kan sagtens leve uden et par støvler til 7000 kr. eller en taske til det dobbelte. Du kan sagtens klare dig uden den helt bestemte sorte eller grønne neglelak fra Chanel. Det er helt og aldeles lige meget. Og finten er, at der starter en ny sæson cirka hver tredje måned, og med den vælter det ind over os med nye såkaldte musthaves. Det er ligegyldigt. Helt og aldeles!

Modeløgn #4. Du skal investere i klassikere
Hvis du har overblik nok til at vide, hvad en klassiker er, og hvis du er helt hundrede procent overbevist om, at der ikke er en detalje ved den, du er træt af om elleve år, så køb den. En klassiker kan være virkelig svær at finde. Og bare fordi noget er klassisk, behøver det jo ikke være pænt. Hvem synes f.eks. at sejlersko er vild pæne? Altid?

Modeløgn #5. Råt og feminint er en fantastisk kombination
Nope, ikke hvis det gør, at du ender i et par armybukser med en blondetop til. Drop det!

Modeløgn #6. Gå til frisøren hvis du trænger til noget nyt
Nej. Hold dig langt væk. Ihvertfald hvis din frisør er placeret i den jyske provins og tror, at det er smart med lilla og sorte totter i dit røde hår, som i øvrigt er blevet skamklippet, så det pjusker i nakken og er for langt foran. Det kan din frisør ikke være bekendt! Det mener jeg altså. Og undskyld til dig der er frisør, bor i den jyske provins og har glade kunder. Undskyld.

Modeløgn #7. Tatoveringer understreger din personlighed
Nej, det gør de ikke. De er med til at fortælle omverdenen i hvilket årti, du ledte efter en identitet. Hvis du f.eks. sidder med et enormt Amagerstempel hen over lænden - også kaldet "røvgevir" - vil jeg skyde på, at du manglede at finde dig selv lige omkring 1995. De var pæne dengang. Jeg ønskede mig selv et. Det gør jeg ikke mere.

Modeløgn #8. Det er vintage, ergo koster det mere
Vintage findes ikke. Vintage er bare snobbernes ord for genbrug!
Jeg kender en pige, som arbejder på et stort modemagasin. Hun tømmer genbrugsbutikker i Jylland, sælger det som vintage på Trendsales og scorer kassen! Det er pinligt, og det holder ikke. Du må ikke finde dig i at betale 600 kr. for et polyesterhylster i skrigorange, bare fordi en eller anden på Trendsales kalder det for vintage. Det er genbrug.

Desuden: Hvis kjolen lugter, som om den er købt på smellydress.com - eller som om dens sidste ejer havde pest, så lad være med at tage den på. Bare lad den hænge. Ligegyldigt hvor pæn den er!

Modeløgn #9. Det er en limited edition, ergo koster det mere
Det betyder ikke, at du får en ud af fem eksemplarer, når du køber din dyre limited edition-taske. Det betyder for det meste bare, at nogen prøver at lokke dig til at købe noget, de kun har lavet fem-seks tusind stykker af!

Modeløgn #10. Det er en kendt filmstjerne, der har designet kollektionen, ergo koster den mere
Designsamarbejder findes ikke. Der sidder bare en eller anden halvkompetent musiker-/skuespillertype og peger på en lilla farve, som designeren så bruger på en T-shirt, som du så betaler et par tusind mere for. Bare fordi man kan synge, er model eller kan spille skuespil, betyder det ikke, at man kan lave tøj. (Og ja, der findes de geniale undtagelser. Undskyld til dig, der er en af disse)

Modeløgn #11. Alle kvinder har brug for en lille sort kjole
Nej, alle kvinder har ikke brug for den. Det er for eksempel heller ikke os alle, der pludselig ud af det blå bliver inviteret til middag i det bedre borgerskab uden varsel, så vi bare er nødt til at flå sådan en kjole ud af skabet uden at gå i panik.

Modeløgn #12. Hvis du holder søndag i joggingsæt, skal du ikke regne med, at din mand 
gider knalde
Arrrrrrhhh, kom nu; hvis der ikke skal mere til, at han stopper med at ville knalde, er der nok noget andet, der også er galt.

Modeløgn #13. Vi laver det også i en voksenudgave
STOP!
Hvis du har lyst til at købe en regnfrakke i det samme print som din babys bluse (du ved hvad jeg taler om), eller de samme støvler som din to-årige datter, så er det her, du bliver nødt til at trække vejret dybt og træde to skridt tilbage. Det går bare ikke. Du er for gammel. Helt ærligt, det er du altså!
(og nej, du skal heller ikke sy matchende sæt selv! - Eller som på billedet her tv. klippe håret i samme fisure....SÅ STOP DOG!!!!)

Ingen kommentarer:

Send en kommentar